Som jeg opdager hver dag, ingen daglige skrivning af session står alene, hver times arbejde, hver dag arbejde bånd til den, før — og tilsluttes en til at komme efter. Skrivning bygger på sig selv.

 

Med alt, hvad vi har alle kommer i vores daglige liv, vores sind kan kun forventes at holde at en plotline for så længe. Lad os se det i øjnene, livet kommer i vejen. Jeg er et omvandrende/taler eksempel — jeg er en måned min personlige forsinket som følge af virkelige liv (og to forkølelse) at holde mig fra at skrive. Liv har en irriterende tendens til at tage vores sind væk fra vores karakterer og få os til at tale med og interagere med faktiske levende, åndende mennesker. Når dette sker, og jeg komme tilbage til mit forfatterskab, hvad jeg havde opbygget momentum gået bye-bye. Så jeg nødt til at tage værdifulde skrivning tid til at gå tilbage over hvad jeg havde gjort før for at bringe mig tilbage op i fart.

 

Det er ikke bare de ord, at vi mister vores rækkevidde på når vi ikke (eller ikke) skriver hver dag. En bestemt tegn følelsesmæssige tilstand, følelser, de havde i den scene, hvor du stoppede var lige der, boblende på overfladen af din bevidsthed, klar til at blive tappet igen. Hvis du mister en dag eller to, er at boblende stoppet.

 

At skrive hver dag tager disciplin og vedholdenhed. Disciplin at gøre det, og vedholdenhed at se det gennem til slutningen af bogen, og ud over at få en agent og publisher. For dem der vil have det dårligt nok, er drømmen om at nå det endelige mål nok til at holde os på vej frem. Der er masser af vejspærringer: liv, familie og venner, der ikke forstår (eller værre endnu, der ikke tror på dig), og netop den kolde, hårde sandhed at skrive er hårdt arbejde. Det er ensomt arbejde. Hvis du ønsker at være en offentliggjort forfatter, har du traske på trods af alt dette.

 

Jeg har et fuldtidsjob, så udelader tid til at skrive ikke var (og er stadig ikke) let; men jeg virkelig ønskede at blive offentliggjort, så jeg har fundet tid. Jeg begyndte at skrive på en mere regelmæssig tidsplan, og jeg kunne se en forbedring. Og da jeg så forbedringen, jeg ønskede at skrive mere. Med der kom tillid og en vilje til at nå mit mål.

 

Jeg ville stadig skriver selv om jeg ikke var offentliggjort, fordi skrivning er ikke bare, hvad jeg gør-skrivning er hvem jeg er. Det er ligesom en afhængighed, du kan ikke stoppe, og du ønsker ikke at. Når jeg ikke skriver, tænker jeg om at skrive. Når jeg skriver, er jeg glad. Når jeg mellem projekter, kan jeg få en lidt mærkelig. Bare spørg min utroligt tålmodige og støttende mand.

 

Skrivning til offentliggørelse er ligesom ethvert andet mål værd arbejder og kæmper for. Du skal sætte næsen til den legendariske slibesten og bare gøre arbejdet. Tro mig, efter at have arbejdet for den i over tyve år, det er det det værd.